— Herre. Vi er jeres allerydmygeste tjenere. Vi står foran jer, uden beskyttelse, uden én eneste jordisk besiddelse. Vi besidder intet her i verden uden det tøj vi har på i dag. Vi er langt fra vort hjem og vore kære, og mægtige fjender står mellem os og vor hjemstavn. Hvor end vi gerne ville rejse hjem, ja, gerne i dag snarere end i morgen, så er det os ikke muligt. Vi beder derfor, allenådigste herre, om husfred, for en tid, indtil vi kan sende besked til vort fjerne land, og få bragt midler frem til vor rejse hjem.
Oldingen tav, og rykkede uroligt rundt på sine fødder. Han vovede ikke at se op, og syntes i stedet at stirre på sine fødder. Fødder, der var uden sko, forrevne, sårede, og blødende. En beskidt klud var viklet løseligt om den venstre fod.
— Herre, vor bøn er ydmyg, men vi forstår hvis i ikke kan hjælpe os. Vi beder ikke om meget, men vi ved til fulde, at rejsende som os — der har været kastet rundt på det frådende hav i ugevis, og som for jer må ligne de usleste strejfere — ikke er de gæster i har ønsket. Og dog, herre, beder vi om hjælp.
En af kvinderne, den yngste, vuggede et lille barn sagte, frem og tilbage. Barnet var roligt, sov, måske, og lignede for så vidt alle andre børn. Og dog ikke. En fremmedhed, en anden farve, tøj, der ikke lignede andet til børn i den alder. Var hun oldingens datter, eller barnebarn? Hvem ved, med mennesker som disse. Hvem ved, hvordan de ting hænger sammen i den hjemstavn, han taler om.
— Herre, I siger intet. Nuvel, jeg ved at vi ikke har nogen krav her, heller ikke til jeres opmærksomhed. Og dog: er vi ikke alle børn af den samme Gud, hvad navn vi nu end kender Ham under? Vi beder ikke om meget, kun et øjebliks ro, vand at drikke, noget halm, hvor vi kan sove roligt, i bare én nat.
Barnet bevægede sig, og for et øjeblik syntes det som om det ville vågne op. Måske for at græde, når det fandt at moderens bryst ikke havde noget at give?
Sandet i timeglasset var næsten rindet ud. Oldingen stirrede på sandskornene som de faldt ned, ét efter ét. Han rystede, kort, som hvis en mægtig kuldegysning var kommet over ham.
— Herre, gentog han, og vendte sine håndflader opad, i en gestus af hjælpeløshed. Og i det samme faldt det sidste sandskorn ned.
Jeg rejste mig, og trak uldkappen tæt sammen omkring mig. Jeg kastede et sidste blik på den lille gruppe, der nu alle knælede på det hårde gulv. Selv kvinden med barnet. Selv de invalide og gamle.
Det var det sidste jeg så til dem. Jeg tænkte, at måske havde kokken skaffet den fasan til mit måltid, som jeg havde bedt ham om dagen før, men som han havde sagt at det ville blive vanskeligt at finde, på denne tid af året. Jeg nikkede kort til min kansler, og gik hastigt ned til spiserummet, hvorfra velsignede dufte af noget stegt, måske fasanen?, trængte op gennem gangene i den kolde, hårde borg. De skibbrudne så jeg aldrig igen.