Bygning
Jeg stod ved vinduet i en gammel bygning og betragtede solen gå ned bag byens tage. Der var skyer højere oppe på himlen, og der var et kort øjeblik et smukt og sælsomt rødt og orange skær udover skyer og by. Jeg ville have kaldt på nogen at dele synet med, men jeg var alene i den tomme lejlighed. Da lyset atter blev gråt og blåt og helt almindeligt, gik jeg ud i køkkenet, men måtte igen konstatere, at der intet spiseligt var at finde. Jeg drak en lang slurk af det varme og lidt ildelugtende vand fra vandhanen over den krakelerede porcelænsvask. Jeg var dødsens træt, og fandt i et værelse bag køkkenet at de, der havde tømt lejligheden, måtte have glemt at tømme netop dette værelse. Der var en seng med en madras, og jeg lagde mig oven på den, fuldt påklædt. Det blev hastigt mørkere, og da jeg lukkede øjnene måtte jeg være faldet i søvn næsten med det samme.
Jeg vågnede med et sæt og et bankende hjerte. Et øjeblik anede jeg ikke hvor jeg var, men huskede så hvad der var sket i løbet af dagen. Det var mørkere end før, men ikke så meget. Jeg følte at jeg havde sovet uendeligt længe, og havde en tung og død følelse i kroppen, men måske havde det kun været nogle få øjeblikke? Min mund var tør, og jeg drak mere vand i køkkenet. Mine øjne havde vænnet sig til halvmørket, og jeg gik gennem lejligheden til yderdøren. Mine skridt rungede i de nu tomme stuer og gange.
Da jeg var nede på gaden så jeg et ur i et butiksvindue. Klokken var knapt nok ni. Jeg burde være sulten, men følte ingen trang til at spise. Jeg gik op til den brede boulevard og fulgte sanseløst med strømmen af gående. Folk lo og råbte, nogle var fulde, nogle var glade, nogle var på vej hen til steder, andre drev rundt. Jeg kendte ikke denne by, så jeg ved ikke hvad det var for store huse vi kom forbi, men nogle af dem måtte være fyldt med betydningsfulde personer, for der var bevæbnede vagter foran dem. Der var butiksvinduer, der strålede, og der var cafeer, hvor smukke kvinder drak kaffe og sugede på cigaretter før de slap blå røg løs i dovne spiraler. Jeg fulgte med mængden, og jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men gradvist ændrede gaden sig. Lysene blev færre, og husene blev ældre og mørkere, og der var ikke længere nogen vagter. Cafeerne blev til knejper, hvorfra der lød rå latter og tonløs sang. Under de usle træer drev unge piger omkring, og stirrede søgende på dem, der gik forbi.
Til sidst hørte byen helt op, og mørket omkring mig blev tæt som en mur. Jeg var nu næsten alene, og var mere træt end nogensinde før. Jeg lod mig opsluge af det tætte og varme mørke, og satte mig lidt efter op mod en lav mur, for dog at hvile mig en smule. Jeg faldt sikkert i søvn kort efter.
Yngre mand
En yngre mand kom ud fra hotellet, så hurtigt op på himmelen, og trak kraven på sin jakke lidt op. Han tog et elegant etui ud af en jakkelomme, og fandt en tynd, mørk cigarillo frem. Han tændte den med en tændstik, sugede dybt ind, og pustede en tyk røgsky ud. Så gik han ned af den brede trappe, drejede til venstre på fortovet, og forsvandt hurtigt i vrimmelen af travle fodgængere. Det var tidlig aften, og det var ved at blive mørkt. Det så ikke ud til regn, men som mørket brød frem, blev det køligere end det havde været om eftermiddagen. Det var sidst på foråret, og dagene var ved at blive varme og lange.
Der var næppe mange der så, at en lidt ældre mand, der havde stået under et træ ved fortovet, begyndte at gå i samme retning. Først langsomt og tøvende, men snart raskere. Han holdt sig nogle skridt bag den yngre mand, og sørgede omhyggeligt for, at der altid var et antal fodgængere mellem dem. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man nok tro, at han fulgte efter den yngre mand, lidt som en detektiv i en film ofte ses at gøre det.
En kvinde rejser sig i det samme fra et bord ved en café, hvor hun har drukket en kop kaffe (sort). Hun efterlader et par mønter på bordet, tager et par lyse sommerhandsker på, retter på sin hat, og skubber omhyggeligt stolen, hun havde siddet i, ind under bordet før hun går. Hun støder næsten ind i den yngre mand, der i sidste øjeblik undviger hende, og han kunne se ud til at tavst at sige et eller andet. I hvert tilfælde, så bevægede hans læber sig synligt. Kvinden lader ikke til at lade sig anfægte, og hun går roligt videre, mere slentrende end egentlig gående, i den modsatte retning. Hun passerer tæt forbi den ældre mand, men de synes ikke umiddelbart at registrere hinandens eksistens overhovedet.
Nu er den yngre mand nået frem til den centrale plads i byen. Han krydser gaden, og står foran et monument, der ser lidt trist og forsømt ud. Han ser sig omkring, og finder så et ur frem fra en lomme i den vest, han bærer under jakken. Han åbner uret, ser kort på urskiven, og smækker det sammen igen, førend han kommer uret tilbage i lommen. Cigarilloen er han færdig med at ryge på, og han tager det samme etui som før op af jakkelommen, men åbner det ikke. Han synes fortabt i tanker, og etuiet glider ud af hans hånd, og lander på fortovet. Han bliver stående et kort øjeblik, og går så tilbage samme vej som han ankom.
Lige da han træder ud på gaden for at krydse den, kommer den ældre mand gående i den modsatte retning. Han bevæger sig overraskende elegant rundt om en eller to af de mange travle cykler, når sikkert i land på fortovet, og samler etuiet op med en hurtig, glidende bevægelse, næsten uden at stoppe sin gang. Det hele gik så hurtigt, at næppe nogen lagde mærke til: måske bortset fra en tynd og fattigt klædt person, det sad på en bænk lidt væk med an avis, som han ikke læste i, snarere holdt op for at alle, der så ham, skulle tro at han var ved at læse i den.
De fortsætter deres sære spil ud i natten og mørket. Kvinden går ind på en anden café og drikker et glas vin. Hun venter på én, der aldrig kommer. Hun betaler og går, langsomt og med korte skridt, tilbage igen til der hvor hun kom fra. Da hun drejer om ad en gade der er meget mørk, taber jeg hende af syne. Avislæseren går ingen steder: det er en anden han venter på. Den ældre mand stiger på en sporvogn, og kører fem stop ud mod forstæderne, stiger af, skifter til en anden sporvogn, kører endnu fire stop, går ind i en bygning, der engang er blevet bygget for at se imponerende og tung og vigtig ud, men som nu er ene om at have de ambitioner, i det kvarter, og den slidte facade og den skrammede hoveddør taler om forfald og bedre tider, der forlængst er forbi. Den ældre mand går op af trapperne til den tredje etage, da han af erfaring ved, at elevatoren ikke er noget man kan stole på. Han låser sig ind af en dør, der ikke har noget navneskilt, tænder en lampe, sætter sig på en hård stol ved at bord, og åbner forsigtigt etuiet.
Den yngre mand så jeg aldrig mere.
I mørket
Det er en underlig ting at hvis man ligger helt stille og helt alene i mørke. så bliver alle ens sanser skarpere. Men der er mere i det end bare det: de ændrer også vægt. I mørket bliver hørelsen og lugtesansen skarpere, og der kommer en anden og ukendt sans til — jeg ved ikke hvad jeg ville kalde den, men det er sikkert det, som nogen kalder for den sjette sans. Hvem kan ikke huske at de har ligget i mørket og følt at der var noget eller nogen tæt ved dem, måske lige bag ved, og måske så tæt på, at det kunne føles som om der var en berøring. Der er givetvis naturlige forklaringer, sådanne forklaringer som far eller mor giver barnet, der græder af rædsel over dette noget i mørket. Men måske også faren og moren inderst inde ikke selv helt tror på disse forklaringer, og måske — i al hemmelighed — tænker at der måske, når det kommer til stykket, godt kunne være noget. Det er vel sådan noget, der så kaldes spøgelser af de, der er villige til at tro på at der findes noget hinsides det fysiske vi færdes i til hverdag. Men jeg er ikke en dem, og barnet der i mørket, som dette egentlig skulle handle om, var, på trods af sin meget unge alder, heller ikke sådan en så han vedtog tavst at der ikke var noget derude, og ihvertfald ikke noget andet og mere end en trækvind. Eller måske et insekt, et stort insekt. Men hvis det kunne være et insekt, så kunne det måske også være en fugl, og en fugl kunne vel så ligeså godt være et andet dyr, der ikke var større end en fugl. Men fugle kan selvfølgelig også være større end som så, så det kunne vel også være et ret stort dyr, når det nu kom til stykket? Han trak forsigtigt dynen helt op over hovedet, og krøb sammen under den, i den trygge varme. Men nu var mørket bare endnu mørkere, og selv det svage omrids af vinduet var væk, og der var ikke noget tilbage, der kunne forankre ham i netop dette værelse, i netop dette hus, på netop dette tidspunkt. Han tænkte, at hvis det bare var en lille smule mindre mørkt, så ville alt være udmærket, men han vidste også, at det ville mor ikke have. På et tidspunkt faldt han sikkert i søvn, for det gør børn, der har været ude at lege i den kolde og klare efterårsluft hele dagen under alle omstændigheder til sidst. Hans sidste tanke var, at han bare håbede at der ikke ville være nogen drømme med fugle og dyr i et mørkt rum, oppe under taget, i et gammelt hus i kanten af en stor skov, hvor mor og morfar er nede i stuen og hører radio, og ikke kan høre hans skrig.