Jeg havde senere svært ved at se, hvad der havde fået mig til gå med på den afsindige plan, som min chef, redaktør og — til tider — ven, Hans Olesen, havde overbevist mig om ville føre til en Cavlingpris (for os begge, selvfølgelig) og uanede muligheder for vores karrierer og liv iøvrigt. Åh, hvor skulle kvinderne flokkes om os, ligge for vore fødder, lade sig overrisle med vin og sang og så videre.
Måske var jeg bare for beruset, beruset af vinen, javist, men ligeså meget af ungdom og hovmod og dumdristighed og ego. Og der syntes ikke at være noget, der kunne gå galt med planen. Kun een eneste lille ting: at vi ikke havde nogen idé om hvilken modstander det var vi frivilligt var ved at sætte os op imod.
Os. Det vil jo sige: mig. Det er jo ikke min gode ven Hans, der satte noget på spil. Det er jo ikke min gode ven Hans, der har spildt 10 år af sit liv, 10 år, der kunne og skulle have været de bedste år, triumfernes år. Men det blev det så vel for Hans, men ikke for mig. Men måske er det bedste, at jeg bare begynder min fortælling.
Altså: der gik i byens kroge en historie om en række overgreb på det hospital for sindslidende, der lå så rart og kønt på en bakke ud mod fjorden. Den store avis, Dagbladet, som de så hovmodigt kaldte sig, havde allerede skrevet om det i flere dage. Vi, den lille avis, dem, der måtte sidde ved lavbordet, når byens skribenter samledes efter at have endt dagens dont i den så hyggelige kælder under vort gamle rådhus — ja, vi kunne jo ikke rigtig skrive så meget, havde slet ikke adgang til de samme kilder som vores større konkurrent.
For der var ingen tvivl om, at der måtte være en kilde, en meget betydelig en, en kilde, der havde såkaldt inside viden. Og — som Hans mumlede over endnu en kop af Rådhuskælderens gode bryg — den kilde var i det hele taget indenfor murene. Og hvem bedre til at afsløre vedkommende end en patient, der var journalist, eller journalist der var patient. Men altså ikke rigtigt: undercover. Der var en film af en art Hans havde set, der gjorde cirka sådan.
Så: undertegnede fik et sammenbrud og en velvillig læge (i familie med Hans, selvfølgelig) fik mig indlagt. Jeg kyssede min sødeste lille kæreste farvel, steg ind i en stor, sort bil, og blev kørt op til den tunge port.
Personalet på sanatoriet var vel, alt i alt og sådan nogenlunde, ganske søde og behagelige — men at jeg var den indlagte patient og de, der dem der havde nøglerne og magten, var der jo aldrig nogen tvivl om.
Dagene gik som de gik. De fleste af patienterne (eller, som jeg hørte en af vogterne kalde dem: lemmerne) kunne næsten intet, og hensad det meste af deres tid blot i stole og kiggede ud af de store vinduer ud mod fjorden, hvos et sejl fra en sejlbåd i ny og næ viste sig. Men der var tykke tremmer af metal for de vinduer.
Til tider kom der yngre kvinde, der insisterede på at vi alle sad i en rundkreds i den store sal sammen med hende. Så sang og klappede hun, og prøvede at få os til det samme. Ikke at det lykkedes i nogen større grad: de fleste af lemmerne småsov, enkelte stirrede blot ud i luften imedens lidt savl fandt vej fra deres mundvige ned på hagerne. Jeg deltog heller ikke, men fandt ind i min selvpåtagne rolle som værende mere eller mindre katatonisk. Jeg stirrede blot på kvinden med at fast blik,som jeg håbede var tomt og intet røbede om mig. Hun var ellers ganske køn, kvinden, men ikke nær så køn som min Lise.
Jeg savnede Lise og vel også Hans. Jeg fik ingen besøg, for det passede ikke med den historie Hans havde lavet. Jeg var forment adgang til skriveredskaber og papir, og havde heller ikke nogle bøger, så tiden faldt lang. Ihvertfald i begyndelsen. Men man kan tilpasse sig mange omstændigheder, og alene det at tænke på og drømme om Lise og vores liv så snart jeg kom ud, fik Cavlingprisen, og måske blev hentet til et job i selveste København kunne få mange trange timer tilat forsvinde. Åh, så køn hun vil være ved vore bryllup. Og børn —- selvom vi nok skulle have en tid alene hvor vi kun var os, så har vi talt om at vi begge ønsker og en stor familie, da vi også begge ikke just har nogen sådan som tingene er. Lang tid kan også gå ved at forsøge at holde hjernecellerne i sving, såsom at tælle alle søm i gulvbrædderne.
En dag fandt jeg en to uger gammel avis. Der var et billede af Hans — den nye chefredaktør — og hans kønne kone, og deres to børn. Hun hedder så Lise.