home | found images | writings | photo gallery | about
family photos, current | family photos, old

Apparatet

Det tager sin tid at bygge at apparat, som det jeg havde sat mig for at bygge, men det er tid givet godt ud. Der er planer, der skal laves, første skitser, der dernæst skal blive fine, målfaste tegninger, der er materialer, der skal indkøbes — helst ikke alle i samme butik – der er forsøg, der skal vise om den grundlæggende idé er god nok, spæde skridt mod fuldførelsen, og, endelig, når alt er blevet planlagt, skitseret, konstrueret, afprøvet og bygget, ja, så står der dog tilbage at bringe apparatet derhen, hvor det skal bringes i anvendelse. Alt det tager sin tid.

Og det er klart, at den rasende iver, jeg havde i begyndelsen, efterhånden veg tilbage for en mere dump fornemmelse, og tider, hvor jeg måtte genkalde mig min ydmygelse for atter at få samlet tilstrækkelig drivkraft for at videreføre det enerverende og minutiøse arbejde, som jeg havde svoret for mig selv at jeg skulle fuldføre. Men jeg fortsatte.

Det blev henimod sommeren førend jeg havde en konstruktion, der under mine forsøg havde opført sig yderst lovende. Dagene var længere, og varmere, og da mine øjne siden det hændte ikke længere tålte dagslyset godt, så arbejdede jeg nu om natten, og prøvede at sove det meste af dagen, om end det var vanskelig i den pludselige, fugtige hede. Nuvel.

Da apparatet nu var færdigt, gik det op for mig at jeg havde tænkt lidet over det problem, der nu tårnede sig op foran mig: hvordan skulle jeg kunne transportere apparatet derhen, hvor det skulle bringes til anvendelse? Siden min ulykke havde jeg jo dog både måttet opgive at have et arbejde, der gav mig en indtægt, ligesom min familie havde slået hånden af mig, så derfor havde jeg yderst få midler til min rådighed. Længe havde jeg levet af de madrester, som de andre beboere i huset fandt sig for fornemme til at æde, og som jeg, hver aften efter spisetid, omhyggeligt fandt frem fra skarnsbunken i baggården.

Løsningen på mit problem var, imidlertid, indlysende. Da jeg nu, snart, ville bryde alle broer til samfundet, hvad skulle så forhindre mig i at appropriere et transportmiddel i gaden? Som sagt, så gjort. En tidlig tirsdag aften, hvor det stadig var meget varmt, læssede jeg derfor mit apparat ind på bagsædet af familien N.’s ganske nye Fordbil. Jeg vidste at de på det tidspunkt sad omkring middagsbordet, og at automobilen var meget enkel at starte, idet jeg engang havde hjulpet Hr. N. med netop at starte den, en morgen hvor vejret var ganske fugtigt.

Da jeg kørte op af Strandvejen følte jeg mig som om jeg allerede var vindiceret. Herregud: her var jeg, iført min endnu passable jakke og hat, kørende en funklende ny automobil. Hvem der end så mig, må have troet at jeg var en lykkelig ung mand, der ganske givet var på vej til et stævnemøde i den lyse nat. Lidet anede de, hvilken skæbne jeg havde fået, og lidet anede de – kvinderne! – hvorledes jeg snart skulle vise at jeg er en ,mand, der ikke lader uret gå ubemærket hen.

Måske var det disse, for én gangs skyld, lette tanker, der gjorde at jeg ikke bemærkede hestekøretøjet, der forsøgte at krydse vejbanen foran mig noget nord for Skodsborg. Da jeg forsøgte at undvige gik det op for mig, at jeg kørte aldeles for hurtigt, og automobilen skred, uden at jeg kunne stoppe den, ned af en skrænt netop ved siden af sanatoriet, hvor jeg nu har ligget i en seng i flere dage, med begge mine ben hængt op i en besynderligt stativ.

Sygeplejerskerne og lægerne ved ikke hvem jeg er, og foreløbig har de ladet mig i fred. Men jeg har hørt dem samtale om, at en politibetjent fra København vil komme for at tale med mig, så snart jeg bliver bedre. Indtil da vil jeg prøve at finde en forklaring på det skete, der ikke vil vække for megen opsigt. Og hvordan skal jeg kunne finde ud af, hvad der skete med mit apparat, så længe jer er bundet til denne seng? Hvordan, spørger jeg?