Lidet have jeg forudanet hvor vanskeligt og farligt det ville blive at rejse fra København til Hamburg. Nuvel, min historie har et lykkeligt udkomme, trods alt, og jeg håber at den kan være af nogen benefice for den opvoksende generation.
Jeg forlod mit beskedne hjem, nær Nyboder, meget tidligt en morgen, og hastede gennem næsten øde gader, bærende på min oppakning (der bestod af en næsten ny taske af udmærket læder, hvori jeg havde nogle klæder til at skifte med, samt mine kære bøger; en kludebylt, hvori jeg havde brød og ost til ernæring; samt en bredskygget hat, som jeg ved hjælp af en rem havde hængende på min ryg, idet solen endnu ikke var så generende at den gjorde det nødigt at bære hatten på mit hoved), og skulle nå en liden båd, der lå ved Nyhavn, og med hvilken jeg havde skaffet mig billig overfart til det sydlige Sverige, hvorfra jeg ville tage en anden båd, der skulle bringe mig frem til Flensburg (denne båd var ejet af en bekendt af min familie, og jeg kunne rejse med uden at skulle betale; men jeg skulle dog medbringe min egen ernæring (hvorfor jeg havde medbragt bylten med brød og ost), og derfra skulle jeg rejse med den vanlige postvogn til Altona, hvorfra, havde man sagt mig, det ville være ganske enkelt at komme det sidste stykke af vejen indtil den store by, hvor min kære onkel ville møde mig, tre dag fra denne dag, klokken fem, udenfor postkontoret.
Meget af min rejse gik godt, og det var excellent vejr til overfarten, både til Sverige, og den længere til Tyskland, om end der var nogen ubehagelig vind, og det var betydeligt køligere end jeg havde forudset (givet at vejret på denne tid af året formenes at være ganske behageligt havde jeg valgt at medbringe ganske let tøj, og desto flere af mine kære bøger), hvilket gjorde, at da vi var nået frem til Flensburg gik jeg ind på en såkaldt gæstestue, idet jeg mente at det var et sted, hvor en forkommen rejsende kunne afvente nogle få timer inden videre rejse, hvilket viste sig at være en grov fejl, fordi en gæstestue i Tyskland intet andet er end en gemen knejpe, ganske lig dem, som vi finder i de slibrigste dele af København, og som jeg ikke bryder mig om at besøge, selv der, og det viste sig da også, at i dette tilfælde var det en skæbnesvanger fejl at gå derind, for det må have været dér at min portemonnæ, der indeholdt de penge som min salig fader have efterladt mig (ikke mange, men nok til at jeg skulle have kunnet klare mig i nogen tid i Hamburg) blev mig frastjålet, og jeg derfor ikke kunne tage postvognen videre til Hamburg, men måtte finde en anden måde at komme dertil på (ihukommende at jeg ikke længere ville komme frem i tide til at møde min kære onkel, der nu ville stå ved postkontoret klokken fem, og afvente min ankomst ganske forgæves. )
Det var derfor med noget tungt hjerte at jeg dagen efter stod til søs, nu som letmatros på et skib i Amerikafarten, men det gode er dog kommet deraf at jeg, efter min ankomst her i Amerika, var så heldig at deltage i det, som amerikanerne kalder et land rush, og derfor nu kan se tilbage på tredve gode år som den største jordejer i amtet, og endog gift med min dejlige Mathilda, og fire af vores børn allerede i vej som gode samfundsstøtter og familiefædre.